Årsager til isninger i tænderne
De fleste mennesker oplever isninger i tænderne før eller senere. Det kan være alt fra milde tilfælde til meget ubehagelige og smertefulde tilfælde. Selvom det oftest forekommer i forbindelse med indtagelse af noget varmt, koldt eller ved tandbørstning, kan det også forekomme helt uventet.
Der kan som sagt være mange årsager til isninger i tænderne, f.eks. kan det være pga. blottede tandhals(e), hvor tandkødet har trukket sig tilbage. Dette ses f.eks. i forbindelse med tandkødsbetændelse. Blottede tandhalse kan også opstå, hvis du børster dine tænder for kraftigt. Hvis dette er tilfældet, skal du snakke med din tandlæge og få grundig instruktion i korrekt tandbørstning.
Det kan f.eks. også skyldes huller i tænderne eller revner i tænderne. I disse tilfælde kan tandlægen behandle den grundlæggende årsag, f.eks. et hul i tanden kan behandles med en fyldning, og en revne kan kræve en fyldning eller en tandkrone i visse tilfælde.
Såfremt der er tale om milde og forbigående tilfælde, kræver det ikke nogen akut behandling.
Hvad kan du selv gøre?
Først og fremmest skal du søge tandlæge, hvis smerterne er kraftige og vedvarende. Dernæst er det vigtigt at du bruger en tandpasta med meget højt fluorindhold. Men det er også meget vigtigt, at begrænser dit indtage af syrlige fødeemner.
Du kan læse mere på Tandlægeforeningens hjemmeside.